Børn og voksne løb i Zig-Zag i solskinnet

Søndag d. 22. sep. afholdt Randers Freja Motion, i samarbejde med HR Industries, motionsløb for hele familien i Fladbroskoven. Ca. 200 tilmeldte heraf 85 børn fra 0-13 år fik pulsen op og farve i kinderne på den sjove rute.

Distancer på henholdsvis 3,25 km. 6,5 km, eller 9,75 km, samt for børnene på 750 m., 1500 m. og 3,25 km. - alle ind og ud samt op og ned i det bakkede terræn, gjorde det muligt for både store og små at vælge en rute med passende udfordringer.

Familien i centrum

Løbet er for hele familien. ”Vi prioriterer børnene højt. De giver en fantastisk stemning, og det er ofte dem der er med til at inspirere de voksne, enten som deltagere eller som ivrige heppekor fra sidelinjen. Selvom vi inviterer til løb er deltagere som vælger et mere adstadigt tempo lige så velkomne. Fladbroskoven kan nydes hvad enten turen tages i roligt gå-tempo eller om der gives gas.” forklarer Dina Kristensen fra HR Industries.

Hvem kommer først

Konkurrence elementet i voksenkategorierne er dog ikke uden betydning, hvorfor der naturligvis registreres tider og offentliggøres placeringsrækkefølge.

Kræs og hygge

Der kræses om alle deltagere ved løbet. Sundt og sødt i form at slikposer, æbler og saft, og specielt medaljerne gav julelys i øjnene. ”Det er herligt at opleve glæden og stoltheden hos de mindste, over at blive belønnet med en medalje, efter at have givet den en skalle på ruten.”

Efter løbet var der hygge med grillpølser og hvad der tilhører. Påfuglene, der holder til på området nød også det flotte efterårsvejr, og blev ivrigt studeret.  

Vi ses i 2020

 

Sidst i sep. er på tegnebrættet, som løbsdato i 2020. Overskriften er, ligesom i år - FAMILIE. ”Vi glæder os til igen at være med til at lave en event for hele familien i den smukke efterårsskov i Fladbro” slutter Henrik Friis-Andersen, direktør i HR Industries.